7000 travelers are sharing their trips daily at TripNtale, shouldn't you?   Upload Photos Now! X

15. feb - 24. feb (ish)

Viewed: 241  

RORAIMA:

I Santa Elena var vores næste udfordring Roraima – et table top mountain – eller tepui som de indfødte kalder det. Men først tog vi dog lige en dag eller to til at se byen og komme til hægterne efter den lange bustur. Santa Elena? Ikke meget at se, men en hyggelig lille by med 18.000 indbyggere. Dagen efter ankomsten hilste vi på vores guide, Ricky (Ricardo), som skulle komme til at gå meget igennem på vores tur.. Stakkels Ricky! På vores tur var også 4 tyskere i start 70’erne som umiddelbart så lidt kvabsede og vakkelvorne ud. Guderne må vide hvad der fik dem til at vælge at tage på den tur, for galt skulle det gå!

Roraima trekket: 6 dage, 5 nætter, 46 km (23 frem og op, 23 ned og tilbage), 2800 højde meter = den visse død! Det var det for Omar Pinto i 2010, og det var utroligt tæt på at blive det for en af tyskere på vores tur, Heinz ”ketchup”. Men vi starter fra begyndelsen.

Trekket startede fra den lille stammeby ”Para Tepui”, og den første dag bestod af 10 km. Den første rigtige udfordring kom efter et par km, hvor det for det meste gik nedad. Trial Hill, kaldes den utroligt stejle bakke, der var over 100 m lang. Allerede lidt over halvvejs oppe ad bakken, sagde vi for første gang: ”Det klarer de Tyskere sgu da aldrig!”. Det var en led bakke, der gav syre i lægge og lår, og som fik sveden til at løbe af panden – og det var på os unge raske drenge! Heldigvis var Trial Hill den eneste rigtige udfordring på førstedagen. Resten af turen gik lige dele op og ned, men vi fik det klaret på omkring 2-3 timer med pauser. Det eneste ubehagelige øjeblik på turen, udover Trial Hill altså, var da vi kom forbi det hvide kors, en lille miniature stenkirke med et hvidt kors, til minde om Omar Pinto der besvimede på den ellers ganske lige strækning i 2010 og aldrig vågnede igen. Der står dato og tidspunkt på korset. Det var en påmindelse om de strabadser der ventede forude.

I den første basecamp tog vi straks støvler og sokker af og traskede ned til floden for at bade vores klamme fødder. Vi lagde mærke til, at der var en del bitte små fluer, der var ret vilde med vores lægge, men regnede med, at det bare var pga., at vi lugtede som to svedige æsler, og vi lagde derfor ikke mere i det. Det viste sig dog at det var ”Black flies” eller ”Puri Puri”, som terroiserer den del af Venezuela. Det er ikke myg, men de bider, og det klør som bare fanden. Vi gik i seng omkring kl. 19:30, efter vi havde spist en god portion spaghetti/kødsovs, både trætte og mætte. Der var heller ikke noget lys eftersom solen går ned omkring kl. 18:30 på de kanter. Og elektricitet - næppe!

Dag 2.: Vi blev officielt vækket omkring kl. 05:30 af vores guide Ricky, som var en ”Early Bird”. Men vi havde reelt begge vågnet flere gange i løbet af natten og morgenen pga. kløen fra Puri Puri og ubehaget ved at sove i et lille tomandstelt på et hårdt liggeunderlag. Vi kom op og afsted på vores næste 10 km mod den næste basecamp. Denne gang var det en god jævn stigning i bagende sol det første lange stykke. Så det var på med en god faktor 50, hat og der blev drukket gode mængder vand. Et par km fra målet blev stigningen dog noget stejlere, og grå skyer begyndte så småt at smide et par dråber. Turen var klaret på en håndfuld timer, med pauser, i et rask tempo. Resten af dagen blev brugt på et forfriskende/iskoldt bad i en lille bæk, et par timers kortspil, mad, en sludder for en sladder og noget så spektakulært som en måneopgang med fuldmåne henover kanten på Roraima, som tårnede sig op over ’basecamp 2.’

3. dag skulle vise sig at blive en hård nød at knække. Distancen målte sølle 3 km, men det var 3 km med 800-900 m stigning op af en ubehagelig led klippevæg. Der var flere gange hvor trætheden virkelig meldte sig i ben, arme, lunger, hjerte og hoved. Det var formentlig en blanding af den tynde luft i 2800 m højde og ren og skær udmattelse. Vi kom dog op efter 3,5 times slid og var ganske tilfredse med resultatet. Da vores guide endelig kom op 1 times tid senere, erfarede vi at én af tyskerne, ”ketchups” (Heniz) kone, havde givet op og var gået tilbage til basecamp 2. Vi fandt endelig frem til vores camp under et stort klippefremspring, og så satte vi os ellers til at vente på det gode vejr. Hasse havde på daværende tidspunkt fået det dårligt. Det var ikke til sige om det var højdesyge, eller om det bare var ren og skær udmattelse, men han var svimmel, bleg, med sved på overlæben og kraftesløs. Lidt rom i teen og 2 panodiler hjalp dog lidt. Det gode vejr kom ikke den aften, så vi gik alle i seng efter aftensmaden.

Vi blev vækket tidligt efter vores første overnatning på toppen. Morgenmad og linser (ikke dem fra bageren) i øjnene var der ikke tid til. Morgensolen var fremme, og Ricky mente at chancen skulle udnyttes til at komme op på det allerhøjeste punkt på Roraima, en klippe der var omkring 40 – 50 m høj. Hasse havde det stadigvæk ikke for godt, og en udmattende morgenklippeklatring hjalp ikke ligefrem på det. Vi havde dog en fenomenal udsigt fra toppen af toppen og fik skudt et par billeder og taget en film (vi arbejder på at få dem på nettet). Da vi kom ned til lejeren igen begyndte onde skyer at rulle ind over landskabet. Der blev mørkt og dunkelt, og fugtig luft, regn og tåge/sky prægede de næste mange timer. Først ved en tretiden kunne vi, trods en smule tågedis og regn, begynde at vandre ud og se på landskabet. Hasse tog en del piller han fik fra to japanske ungersvende, Taira og Ryo, der var med og fik det bedre, ihvertfald godt nok til at tage med på tur. På denne klippeudforskning så vi crystal valley, jacuzzien og the viewpoint (udsigten var dog blokeret af en god del skyer) for ikke at tale om utallige forunderlige klippeformationer og planter. På vej tilbage til lejeren fik Hasse det igen skidt, og måtte gå i seng efter at have taget endnu flere piller, denne gang erhvervet fra nogle unge fransk guyanesiske tandlægestuderende. Weird stuff!   

Dagen efter havde Hasse heldigvis fået det meget bedre, men han tog alligevel nogle smertestillende/feberdæmpende piller for en sikkerheds skyld. Vi have 13 km foran os, dog allesammen nedadgående, men det skulle vise sig at blive en af de hårdeste dage, og en dag vi aldrig glemmer.

Dagen startede ellers godt med fornuftigt vejr og god energi, men efter bare en time skete det så. Heinz, den store tysker, tog et dramatisk styrt hele 5 meter ned af et klippefremspring og landede hårdt på ryggen! Vi så ham hænge i luften, som om det var i slowmotion, og da han landede, var vi sikre på at det var slut for ham. Men som på resten af turen, hvor han allerede var væltet flere gange i floder og på klipper, var han på forunderligvis sluppet billigt. En brækket arm, trykkede ribben og et par skæve briller. Han landede få cm fra en stor klippeblok, der ville have gjort hans endeligt. Heldige tysker! De magiske tandlægestuderende fra Fransk Guyana trådte igen til med mængder af smertestillende, men når det så var sagt, ville Heinz aldrig kunne komme ned fra Roraima igen ved egen hjælp, selvom han insisterede kraftigt. Efter dette noget dramatiske optrin fra morgenstunden begav den resterende del af gruppen sig ned af bjerget. Vores guide ricky blev på toppen sammen med Heinz for at tilkalde en helikopter, hvilket skulle vise sig at være lettere sagt end gjort. Nedturen var våd, svedig og utroligt stejl og ubehagelig. da vi endelig kom ned for foden af bjerget, fik vi først lidt frokost og så var det ellers videre. På det tidspunkt var det begyndt at regne, så vi forblev våde resten af turen. Efter godt 30 min gad vi ikke engang at forsøge at undgå de utallige vandpytter. Det betød at vi fik våde fødder, men tilgengæld var vi fremme ved målet 1 time før nogle af de andre. Planen var at vi gerne skulle nå at krydse to floder/åer før vi slog lejr, men fordi det regnede så meget, steg vandstanden til et kritisk niveau. Vi to kunne sagtens krydse da vi kom frem, men vi blev nødt til at vente på resten af gruppen og vores bærerer der havde teltene og maden. vi var først fuldtallige omkring 2-3 timer efter vores egen ankomst – bærene manglede dog stadig! Det så håbløst ud, men vi besluttede os dog for at krydse alligevel, da vi ikke kunne være sikre på at kunne krydse det næste lange stykke tid. Vandet gik op over bæltestedet og der var en stærk forræderisk understrøm. Heldigvis var der et reb man kunne holde fast i, men det hindrede os ikke i at blive endnu mere gennemblødte end vi allerede var. Endelig, efter 8 ubarmhjertigt pinefulde timers slid og strabadser kom vi frem til lejeren! Det pissede ned, stadigvæk, og stort set alt læ var taget af to store grupper danske turister (ca 50 personer i alt) ?! Oven i det fik vi at vide, at vi kun havde 3 tomandstelte til 11 personer, fordi den bære der havde resten af teltene ikke kune nå at krydse floden. Det så ud til at blive en ganske ubehagelig nat. Hen ad 19 tiden stoppede det dog så småt med at regne. Alfredo, en af vores bærere, sagde han havde en overraskelse til os og trak 6 flasker lækker frugtig chilensk rødvin ud af ærmet og frem i nattens mørke. Straks blev stemningen meget bedre og varmen bredte sig i kroppen. Efter 3 flasker vin kom den sidste bære, Elias, snigende ud af mørket. Han havde risikeret liv og lemmer og krydset floden, så vi kunne få nogle flere telte. Han havde fortjent en flaske vin men takkede dog nej. Han skulle sætte telte op. Så vi drak de sisdste 3 flasker vin i hans ære, hvilket medførte en mindre krig mellem to lettere beruset danskere og en sur gammel knaven kælling af en franskmand. Vi sov godt den nat, for første gang i 5 dage!

Sidste dag. 10 km. det var o-g-s-å helt utroligt hårdt. Vi havde store smerter i læggene fra nedstigningen dagen før, så vi tog det med ro og var først fremme efter 4 timers tid, igen fuldstændig gennemblødte af et regnskyl på de sidste par km. de sidste par hundrede meter blev klaret på ren og skær irritation og vrede fra Mathias side. Vi syntes selv vi havde gået virkelig langsomt, men det viste sig at vi endnu engang var langt foran alle de andre. Da vi endelig kom frem til Para Tepui, fik vi det glas iskolde læskende Coca Cola© vi havde drømt om de sidste par dage. Aldrig har Coca Cola© smagt så godt!

Ang Heinz: man forsøgte at hente ham ned med en helikopter morgenen efter, så han havde altså ligget i et telt 2 døgn med en brækket skulder oppe på toppen, men det var først der vejret var blevet nogenlunde ok til at kunne flyve op og hente ham. Vi fik at vide, at Heinz og guiden var kommet ind i helikopteren, men da den skulle til at lette, var der kommet et forræderisk vindstød der fik helikopteren til at styrte ned i klipperne igen. Piloten blev lettere kvæstet, Ricky fik knust en ankel og brækkede et krageben. Stakkels stakkels Ricky, det var ikke hans heldigeste uge. Heinz slap dog uden yderligere skader... Han må da være verdens heldigeste tysker. Det sidste vi hørte, før vi tog afsted mod Boa Vista og videre til Manaus i Brasilien, var at de dagen efter ville sende en større helikopter der kunne redde alle de nødstedte og bjerge den ødelagte helikopter. Vi har dog ikke hørt det endelige resultat.

True Story!



Comments

Please Login or Sign Up to comment.

or

or


Santa Elena - Roraima

Santa Elena de Uairen, Venezuela



Home Service done the smart way